Søger du bolig? - Klik her

Farvel til en social entreprenør

BL’s tidligere direktør, Verner Jørgensen, er død. Han blev 97 år gammel.

Efter blandt andet en karriere som jurist i prisdirektoratet (Det senere Monopoltilsyn) blev Verner Jørgensen i 1960 ansat som redaktør af Boligen. I 1968 blev han udnævnt som direktør for organisationen, der dengang hed Fællesorganisationen af Almene danske boligorganisationer. En post, han besad frem til 1986.

Verner Jørgensen kom til at spille en betydelig rolle i forhold til at bekæmpe sociale skævheder i en periode, som nok var en af de mest brydningsfulde i Danmarkshistorien.

Det var perioden, hvor en stor del af arbejderklassen blev til middelklasse. Hvor kvinderne krævede ligestilling, og hvor ungdommen med stærk røst krævede indflydelse på samfundsudviklingen. Alt sammen tendenser, som tydeligt havde redaktørens interesse. Boligen bragte mange artikler, hvor frontfigurerne for de nye strømninger kom til orde. Og i bladets leder udtrykte Verner Jørgensen, både som redaktør og direktør, et stærkt engagement i samfundsudviklingen.

Den almene boligsektor sikrede i Verner Jørgensens aktive periode et ikke tidligere set omfang af nye tidssvarende boliger til den nye og stærkt voksende middelklasse – også til dem, der ikke magtede at tage springet op i den nye dominerende klasse. At de fattigste også fik mulighed for at klare huslejen til en god bolig, hang i høj grad sammen med det store politiske boligforlig i 1966, hvor boligsikringen blev gennemført. Allerede på det tidspunkt var det i høj grad Verner Jørgensen, som udviklede argumenterne i den kampagne, Fællesorganisationen af Almene danske boligorganisationer førte, for at også de svageste skulle tilgodeses. Under Verner Jørgensen skiftede organisationen navn til Boligselskabernes Landsforening. Der blev også sat betydelig fart på udviklingen af BL’s uddannelsesprogram. Det førte blandt andet til købet af Haraldskær, der stadig er BL’s kursusejendom. Og det var i Verner Jørgensens direktørtid, at BL flyttede ind i den gamle studenterforeningsbygning i Studiestræde.

Der var gang i kranerne og maskinerne i de årtier, hvor Verner Jørgensen var BL-direktør. Der blev i slutningen af 60’erne og i starten af 70’erne typisk bygget imellem 10.000 og 20.000 boliger om året. Det var den gang, kooperationen blomstrede. Da Danmark i 1973 blev ramt af energikrise, kom de almene beboere ikke til at fryse. Verner Jørgensen havde sikret de almene boliger billig varme ved indgåelsen af en fælleskøbsaftale. Det startede med 5.000 tons olie om året og ramte over 300.000 tons, da sektoren købte mest. Verner Jørgensen stod bag flere fælleskøbsaftaler. Han var således en af initiativtagerne til oprettelsen af Bolind. Og på et tidspunkt var han også formand for den almene boligsektors egen betonelementfabrik.

Verner Jørgensen boede i 65 år i samme almene bolig på Tavlekærvej i Hvidovre. Han var aktiv i Boligforeningen Hvidovrebo frem til år 2000.

Verner Jørgensen efterlader tre sønner, ni børnebørn og ni oldebørn.

Verner Jørgensen begraves den 30. oktober fra Strandmarkskirken i Hvidovre.


Bent Madsen
Adm. direktør

Oprettet: 26. okt. 2018, Senest opdateret: 26. okt. 2018
Print Tip en ven LinkedIn Facebook Twitter RSS