PCB

Billede af DriftsNet banner

PCB en miljøgift

For 50 år siden havde kemikaliet PCB stor udbredelse i byggeriet. Materialet blev anvendt som blødgører i fuger, kantforseglinger, maling og lignende. I dag er PCB registreret som en miljøgift, der kan være farlig i store koncentrationer.

Hvad er PCB?
PCB (Polyklorerede bifenyler) er en miljøgift, der har været benyttet i byggematerialer fra ca. 1950 til og med 1976, hvor stoffet blev forbudt. PCB er i sin grundlæggende form et olielignende produkt, der på grund af sine egenskaber som isoleringsmateriale og blødgører har været anvendt i elektronik- og byggeindustrien. PCB er lugtfri.

Typiske steder for anvendelse af PCB har været:

  • Fuger omkring vinduer og døre
  • Fuger mellem facadeelementer af beton
  • Dilatationsfuger mellem bygningselementer

PCB kan optages i kroppen ved indtagelse, indånding og hudkontakt. Generelt sker den største forurening af kroppen via indtagelse af fødevarer, idet stoffet ophobes i fødekæder. Især fed fisk, kød og mælkeprodukter er væsentlige forureningskilder. Herudover bidrager også byggematerialer til indtaget af PCB. Fra PCB-holdige fuger mm. sker en jævn afgasning til luften, der dermed også forurenes.

PDF Fil

PCB: Vejledning om undersøgelse

Download

Vejledningen beskriver de procedurer, som boligselskabet KAB udviklede og fulgte, da der blev foretaget en screening af hele KAB's bygningsmasse for miljøgiften PCB i 2009. Vejledningen beskriver både den overordnede screening samt de procedurer, der kan sættes i værk, hvis der findes PCB over de tilladte grænseværdier i en bebyggelse. Vejledningen er udarbejdet af boligselskabet KAB for BL.

 

Forskellige typer PCB
Problemet kompliceres af, at der findes mange forskellige typer PCB. Helt præcist findes der 209 typer med forskellig giftighed og forskelle i afdampning til omgivelserne.

Af de 209 typer PCB er 12 dioxin-lignende med en påvist giftig effekt. (Dioxin er en samlebetegnelse for en gruppe klorholdige giftstoffer). De øvrige, lette typer PCB ligner ikke dioxiner, og der er ikke videnskabeligt bevis for at disse har sundhedskadelig virkning ved koncentrationer, der kan opnås i indeklimaet.

Hvordan måles PCB?
Koncentration af PCB bestemmes typisk ud fra måling af forekomsten af syv typer PCB - kaldet PCB7. Herfra omregnes til den totale koncentration af PCB ved hjælp af en korrektionsfaktor. I disse syv PCB-typer indgår én ud af de 12 dioxin-lignende PCB-typer. Ved beregning af koncentrationer i luft udelades den dioxin-lignende PCB-type, og udgangspunktet kaldes PCB6. De 12 giftige dioxinlignende PCB-typer afdamper kun lidt og kan således kun i ringe grad registreres i luftmålinger, sammenlignet med de lette PCB-typer.

Læs mere om PCB og måling mv. i rapport fra SBMI

Aktionsværdier kontra grænseværdier
Sundhedsstyrelsen har fastlagt aktionsværdier for PCB i indeluft, og ved overskridelse skal fx bygningsejere sikre en nedbringelse af PCB-niveauet. Derimod er der ikke fastlagt grænseværdier for, hvornår PCB-niveauet er sundhedsskadeligt, da det nuværende vidensniveau ikke er tilstrækkeligt. Læs mere om aktionsværdier.

Erfaringer fra Farum Midtpunkt
I september 2009 blev der konstateret PCB i dele af en KAB-administreret boligafdeling, Farum Midtpunkt. Dette har medført en større undersøgelsesarbejde, der har givet vigtig viden og erfaringer. Bl.a. er det konstateret, at baseret på toksicitet kan afsmitning og eksponering via støv yde betydelige bidrag til den sundhedmæssige påvirkning fra PCB i indeklimaet. Dette bør indgå i vurdering af sundhedsrisiko og afhjælpningsmetoder.

Læs mere om PCB i Farum Midtpunkt

Hvor giftigt er PCB og hvad er risikoen?
PCB er en meget farlig miljøgift, som det er vigtigt at behandle med stor alvor. I tilstrækkeligt høje koncentrationer kan de dioxin-lignende PCB-typer medføre skader på lever, immunsystem og nervesystem, nedsætte fertiliteten samt virke hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.

I forbindelse med Farum Midtpunkt-sagen vurderer Embedslægerne Hovedstaden imidlertid, at der er en meget lille risiko for, at beboerne bliver syge på grund af PCB i boligen. De fastslår derudover, at alle i Danmark udsættes for PCB i små mængder. Langt det meste kommer fra kosten, og selv om man bor i en PCB-ramt bolig, vil en stor del af den PCB man udsættes for, fortsat komme fra kosten.

Hvordan kan jeg undersøge for PCB?
Boligorganisationerne har ikke pligt til at undersøge deres boligmasse for PCB, men det må forventes, at der på frivillig basis vil blive gennemført undersøgelser. Derfor har BL udsendt en vejledning om undersøgelse af almene boliger for PCB (BL Informerer 0510).

Vejledningen omfatter - ud over tilrettelæggelsen af de tekniske undersøgelser - også forslag til procedurer for information af beboere og afhjælpning m.v., hvis der findes PCB. Det skal her præciseres, at selv om det er frivilligt at undersøge for PCB, så er der pligt til at løse problemet, hvis der forekommer PCB i koncentrationer over grænseværdierne.


Læs også: 

Styr på PCB - artikel fra Boligen 7/8 - 2013 

www.PCB-guiden.dk 



Oprettelse: 31.07.2019 | Sidst opdateret: 24.09.2019

Sideansvarlig: Mikkel Jungshoved

Søger du bolig? - Klik her