Gratis kursus: Bo brandsikkert

Billede af Brandkursus Web

Alle boligafdelinger og beboere kan komme gratis på kursus i brandsikkerhed - endda i jeres eget fælleslokale. De to timer, kurset varer, er godt givet ud. Der opstår nemlig ca. 70.000 brande i Danmark hvert år. Det er ca. 1.300 gange om ugen eller ca. 190 gange om dagen. Den statistik kan I være med til at lave om på.


Lær hvad I skal gøre for at det ikke sker hos jer. Og hvis det sker – så er I blevet klædt på til at handle hurtigt og rigtigt – så ilden ikke breder sig. Det er trygt at vide, at både man selv og naboen er i stand til at tage hånd om situationen.

Få besøg af Beredskabsforbundet, som kommer forbi et par timer og afholder et gratis kursus i jeres boligafdeling. Det eneste, I skal gøre, er at lægge lokale til.

Hvem kan deltage?
Alle beboere er velkomne. Efter kurset er deltagerne bevidste om sin egen og andres brandsikkerhed, har lært at forebygge kritiske situationer og ved, hvordan man begrænser ulykken, hvis den sker.

Kontakt Beredskabsforbundet og få en aftale om at de kommer og afholder et kursus. Her kan I også få hjælp til en invitation til beboerne. I det hele taget får I hjælp til at komme godt i mål – uanset om I vælger at afholde kurset eftermiddag eller aften – hverdag eller weekend.

Læs mere om kurset og se en video
Her kan I læse mere om, hvad kurset indeholder og se en video fra en boligafdeling, der allerede har afholdt flere kurser.
https://www.robustborger.dk/bobrandsikkert/

Det er nemt
•  Find den dato og det tidspunkt, hvor I gerne vil have besøg
• Reserver jeres fælleslokale og aftal hvem fra bestyrelsen, der er til stede.
• Aftal dato og tidspunkt med Beredskabsforbundet: robustborger@beredskab.dk eller ring 3524 0000. I er også velkomne til at ringe eller skrive, hvis I har spørgsmål.
• Få evt. hjælp til en invitation.
• På kursusdagen sørger I for lidt kaffe/te, vand m.m.

Ved spørgsmål
Kontakt BLs repræsentant i Brandbevægelsen og det nationale forum for forebyggelse af brand, seniorkonsulent Preben Christensen, Domea.dk på tlf. 61 61 36 38.

Derfor er det vigtigt
Hvert år opstår der mere end 70.000 brande i Danmark. Der dør mere end 50 mennesker i forbindelse med brand – mange bor i lejlighed. Hvert år indlægges ca. 1.500 mennesker med brandskader og røgforgiftning. Flere mister flere alt, hvad de ejer – eller må flytte væk til genhusning i en lang periode.

Søger du bolig? - Klik her