Bekendtgørelse om tilskud til fremme af udviklingen af almene boliger til særligt udsatte grupper (skæve boliger)

Høringssvar

BL har modtaget høring om forslag om ændring af bekendtgørelse om tilskud til fremme af udviklingen af almene boliger til særligt udsatte grupper (skæve boliger). 
 
BL takker for muligheden for at afgive bemærkninger til de foreslåede ændringer.    
 
BL finder det samfundsmæssigt relevant at sikre, at der skabes gode muligheder for at etablere billige almene, permanente boliger til en målgruppe, som har et behov for mere rummelige rammer end i ordinære almene boligafdelinger.
 
BL ser positivt på den differentieret tilskudsmodel og mulighederne for at etablere og renovere skæve boliger og for tilskud til sociale viceværter.
 
Det er således positivt, at der med ændringerne nu gives mulighed for at etablere skæve boliger i eksisterende bygninger – og således ikke blot ved nybyggeri og ombygning, jf. den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 2. Dog sker dette uden tilskud.
 
Det er ligeledes positivt, at Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan yde tilskud til ansættelse af sociale viceværter – både til boliger med og uden tilskud til etablering, jf. den foreslåede § 1, stk. 3.
 
Tilskud til sociale viceværter kan dog kun gives op til 3 år, hvilket kan være uhensigtsmæssigt, når undersøgelser viser, at den sociale vicevært spiller en meget vigtig rolle for beboerne og for boligafdelingerne. Sociale viceværter har stor betydning for beboernes livskvalitet og for, at boligafdelingerne er velfungerende. 
 
Undersøgelser viser, at samspillet mellem den sociale vicevært, kommunen og boligafdelingen er afgørende for, at nogle beboere, som ellers ville være i risiko for at blive smidt ud af en almen bolig, kan blive i den skæve bolig – og det er netop hensigten med sådanne boliger, at disse mennesker har et sted at være.
 
Undersøgelser viser også, at beboerne i mindre grad fraflytter boligen for at flytte i en anden bolig, men at den primære årsag til fraflytning er dødsfald. 
 
Den individuelle støtte er i øvrigt mangeartet og omfatter ikke blot den traditionelle viceværtfunktion. Der er mange andre opgaver som f.eks. hjælp til ansøgninger til boligstøtte, boligindskudslån, etableringshjælp osv. Det er en umiddelbart vurdering, at individuel støtte og rådgivning vil fylde mere fremover.
 
Beboerne trives således overordnet set i de skræve boliger, når de får den nødvendige forskelligartede støtte af de sociale viceværter, og undersøgelser viser, at sociale viceværter fortsætter arbejdet efter de 3 år med tilskud, idet der er et klart behov for deres indsats. 
 
Det kan alt sammen tale for, at ordningen omkring tilskud til viceværter ikke begrænses til 3 år, at der kunne gives tilskud til videreuddannelse af sociale værter og på anden vis tænkes i at støtte yderligere op omkring ordningen.
 
BL vil gerne understrege, at ordningen omkring skæve boliger er et vigtigt element i afhjælpning af hjemløshed, og BL støtter derfor ordningen og ønsker at bidrage til kommunernes nærmere kendskab til ordningen og de støttemuligheder, som den indebærer.
 
 
Med venlig hilsen

 

Bent Madsen 

Oprettelse: 04.02.2020 | Sidst opdateret: 15.09.2020

Sideansvarlig: Sanne Steen Petersen

PDF Fil

Download høringssvaret som PDF

Download

Søger du bolig? - Klik her