Lempelse af restriktioner som følge af COVID-19
0122 - Lempelse af restriktioner som følge af COVID-19
Fra søndag den 16. januar 2022 lempes nogle af de gældende restriktioner, der er indført på grund af COVID-19. Der er tale om en delvis udfasning – særligt på kulturområdet. Der gælder forsat nogle restriktioner – indtil videre til og med den 31. januar 2022. Udfasningen har også betydning for de almene boligorganisationer.
Et flertal i Folketingets Epidemiudvalg er blevet enige om at lempe en række coronarestriktioner efter indstilling fra Epidemikommissionen. Det blev oplyst på et pressemøde onsdag aften d. 12. januar.
Følgende åbner således fra på søndag 16. januar 2022:
- Højskoler, aftenskoler og Folkeuniversitetet
- Udendørs og indendørs idrætsarrangementer, hvor tilskuere har billetter og sidder ned
- Zoologiske haver, akvarier, forlystelsesparker og omrejsende tivolier
- Biografer, spillesteder, teatre, museer, kunsthaller og aktivitetscentre
- Steder, hvor der afholdes foredrag og konferencer
Der genåbnes generelt med krav om at fremvise coronapas, at bære mundbind/visir ved indendørs arrangementer, at tilskuere eller deltagere i det væsentligste sidder ned og med en begrænsning på forsamlingsantallet for visse indendørs arrangementer.
Ved indendørs kultur- og sportsarrangementer har Folketingets Epidemiudvalg i dag torsdag dog åbnet yderligere op end kommissionen anbefalede, da udvalget i dag har besluttet, at der kan deltage op til 1.500 mennesker i tre sektioner à 500 personer, hvis hver sektion har egen indgang, egne toiletforhold og barfaciliteter. Der var oprindeligt lagt op til, at der højst måtte forsamles 500 personer.
For de almene boligorganisationer betyder udfasningen af restriktioner blandt andet:
Afholdelse af møder i beboerdemokratiet
Der kan afholdes generalforsamlinger, repræsentantskabsmøder og afdelingsmøder fra søndag den 16. januar 2022.
Der vil formentlig gælde krav om coronapas og mundbind – men det fremstår endnu ikke klart, om der også vil være et loft på hvor mange der må deltage.
Brug af beboerlokaler
Der gælder fortsat restriktioner om, at selskaber i afdelingens beboerlokaler skal aflyses, idet selskabslokaler, forsamlingshuse og lignende skal holdes lukket for udlejning og udlån mv. til selskaber såsom bryllupper, konfirmationer, fødselsdage og andre private mærkedage.
Lovgivningen må umiddelbart forstås således, at der fortsat ikke kan afholdes private arrangementer og fester i beboerlokalerne, men at det må være tilladt at afholde afdelingsmøder og fælles foreningsaktiviteter for beboere i beboerlokalerne.
Det forventes umiddelbart, at beboerlokalerne igen kan anvendes til private arrangementer efter den 31. januar 2022.
For beboercafeer og lignende, der har karakter af egentlige serveringssteder, gælder der fortsat særlige regler i forhold til åbningstid, arealkrav, mundbind og coronapas. Disse restriktioner gælder stadig ikke for serveringssteder tilknyttet sociale tilbud oprettet efter serviceloven.
Hjemmearbejde
På gårsdagens pressemøde var det myndighedernes melding, at opfordringen til hjemmearbejde for både private og offentlige virksomheders ansatte fortsat består, men Epidemikommissionen lægger op til, at opfordringen snarest gradvist lempes.
Opdatering af BL’s coronasite og coronahotline
Den gældende lovgivning og nærmere relevant viden herom for de almene boligorganisationer findes på BL’s coronasite.
Der går dog som altid noget tid fra den politiske udmelding på pressemødet til de konkrete tiltag bliver beskrevet nærmere i detaljer. De relevante bekendtgørelser med de nye regler forventes først offentliggjort tidligt søndag – og det er derfor ikke muligt på nuværende tidspunkt at beskrive de nærmere detaljer på BL’s coronasite.
BL’s jurister går i gang med at opdatere coronasitet, så snart lovgrundlaget er på plads – og vi opfordrer medlemmerne til at holde sig orienteret på sitet.
Ved behov for nærmere afklaring kan BL’s coronahotline kontaktes på corona@bl.dk.
Med venlig hilsen
Bent Madsen / Sanne Steen Petersen / Mette Nørgaard Larsen
Oprettelse: 13.01.2022 | Sidst opdateret: 20.10.2023
Sideansvarlig: Bent Madsen