0121 - Forsamlingsforbud og restriktioner skærpes på grund af udbredt coronasmitte

Forsamlingsforbud og restriktioner skærpes på grund af udbredt coronasmitte


Det lille forsamlingsforbud på maks. 10 personer ændres til 5 personer, afstandskravet ændres fra én til to meter, og regeringen kommer med en kraftig appel om at blive hjemme. Disse skærpelser af forsamlingsforbuddet og restriktionerne sker på grund af udbredt samfundsmitte og risikoen for et øget kapacitetspres på sundhedsvæsenet som følge af en mere smitsom variant af coronavirus. De gælder indtil videre til og med den 17. januar 2021.

Myndighederne har meldt ændringerne ud på et pressemøde den 5. januar 2021.

Forsamlingsforbud
Det lille forsamlingsforbud bliver pr. 6. januar 2021 ændret fra 10 personer til 5 personer. Det betyder, at det er forbudt at deltage i indendørs eller udendørs arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor der er flere end 5 personer til stede samtidig.

Der gælder en række undtagelser til forbuddet, hvor det er tilladt at samles flere. Nogle af disse undtagelser vil dog i de nærmeste dage blive fjernet eller ændret – myndighederne har endnu ikke meldt ud, hvilke konkrete undtagelser der fjernes eller ændres. Det vides derfor på nuværende tidspunkt ikke, om muligheden for at holde afdelingsmøder og repræsentantskabsmøder/generalforsamlinger fortsat er gældende.

Restriktioner og anbefalinger
Afstandskravet ændres fra en én til to meter. Der skal i detailhandlen og det offentlige rum således holdes to meters afstand.

De allerede gældende restriktioner for restauranter, detailhandlen, liberale serviceerhverv, skoler samt kultur-, idræts, forenings- og fritidsaktiviteter mv. ændres ikke.

Statsministeren appellerede til, at alle nedtoner deres sociale liv og bliver hjemme i videst muligt omfang samt aflyser alle ikke-nødvendige aftaler. Samtidig understregede statsministeren, at der er vigtigt, at så mange som muligt varetager deres arbejde, dog med den fortsat kraftige opfordring om, at der arbejdes hjemmefra, hvor det er muligt.

Myndighederne kan lige nu ikke redegøre nærmere for, hvorfor den ny britiske variant af virus er mere smitsom – og derfor heller ikke om der kan træffes andre særlige forholdsregler for at undgå smitte på nuværende tidspunkt.

BL informerer nærmere de kommende dage, når det står klart, hvilke undtagelser der fjernes eller ændres, og hvordan det påvirker de almene boligorganisationer.


Med venlig hilsen


Bent Madsen / Sanne Steen Petersen

 

 

 

Oprettelse: 05.01.2021 | Sidst opdateret: 06.01.2021

Sideansvarlig: Bent Madsen

Søger du bolig? - Klik her