0412 - "Lidt mere af det hele" på facaden

Som bekendt er der for øjeblikket gang i en betydelig aktivitet både omkring renoveringer og nybyggeri over hele landet. I den forbindelse opsættes typisk store byggepladsskilte og bannere på stilladserne, som fortæller, hvad der laves, og hvem der laver det.

Nu tilbyder BL, at boligorganisationerne kan anskaffe bannere til en meget billig pris i forhold til, hvad den slags ellers normalt koster. Samtidig er der tale om bannere, som i størrelse, facon og indhold kan tilpasses den enkelte boligorganisations behov og ønsker uden beregning.

Tekstdelen af bannerne kan fx indeholde informationer om, hvem der renoverer, hvor mange boliger der er tale om, hvem der er arkitekter og entreprenører på opgaven og om renoveringsprojektets tidsramme.

Herudover vil der på bannerne indgå Jan Grarups ikoniske fotos, hvor der både er mulighed for at vælge nogle af de velkendte motiver fra billedserien om "Lidt mere af det hele…" men herudover er Jan Grarup i disse måneder også i gang med at tage nye fotos fra livet i Danmarks almene boligområder.

Et første testforsøg med de nye bannere kan netop nu ses på Amagerbrogade i København, hvor Lejerbo gennemfører et stort renoveringsprojekt af Gyldenrisparken. Her er opsat et 25 meter langt og 7,5 meter højt banner. Prisen for banneret inklusive design, produktion og opsætning er cirka 25.000 kroner. Men bannerne kan leveres i alle størrelser.

Kommunikationsafdelingen i BL er behjælpelig med design og indhentning af tilbud.



Med venlig hilsen

Bent Madsen / Michael Thorberg

Søger du bolig? - Klik her