4011 - Billetter til udstillingen på Almene Boligdage 2011

Boligorganisationerne har nu mulighed for at bestille adgangsbilletter til udstillings- og messeområdet på Almene Boligdage i Bella Center d. 2. og 3. september 2011.

Som tidligere nævnt indeholder Almene Boligdage 2011 udover konferencen også en stor bolig- og arkitekturudstilling, som er åben for offentligheden. Her vil Danmarks Almene Boliger vise spændende bygninger og et beboerhus i fuld størrelse, eksempler på renoveringsprojekter og en præsentation af udvalgte almene boliger fra forskellige perioder.

Leverandører til de almene boligorganisationer præsenterer samtidig deres produkter og ydelser i en messe, som er en integreret del udstillingen. Derudover vil der være en lang række spændende aktiviteter, som tilsammen vil vise den enorme spændvidde og variation, som almene boliger har at tilbyde.

Boligorganisationen kan opnå en rabat, hvis I bestiller billetterne hos BL på forhånd. De forudbestilte billetter koster 80 kr., mens prisen ved indgangen er 100 kr.

Billetterne giver adgang til hele den åbne udstilling og messe og gælder for begge dage. Udstillingen er åben fredag d. 2. september kl. 12-18 og lørdag d. 3. september kl. 9-17.

Ønsker I at give jeres afdelingsbestyrelser, organisationsbestyrelser, ansatte, forretningsforbindelser eller samarbejdspartnere en oplevelse, så kan I bestille et antal billetter. Boligorganisationen betaler kun for de billetter, som bliver brugt.

Ved indgangen afleveres en nummereret talon, som BL bruger til at fakturere efter. Billetten giver desuden adgang til at blive gratis opnoteret på ventelisten til de boligorganisationer, som tilbyder dette på Almene Boligdage.

Vær opmærksom på, at billetten ikke giver adgang til konferenceområdet og til konferencens fællesoplæg, workshops og ekskursioner. Der er heller ikke adgang til frokost eller festmiddagen.

Man kan bestille billetter fra d. 1. juli og frem til afholdelsen af Almene Boligdage ved henvendelse til Lene Hougaard på telefon 33 76 20 29 og leh@bl.dk

Vi glæder os til at vise, hvad Danmarks Almene Boliger kan.

Venlig hilsen

Bent Madsen / Søren Thomassen

Søger du bolig? - Klik her