2311 - Almene Boligdage den 2.-3. september 2011 - Lidt mere af det hele

Nu er programmet for Almene Boligdage 2011 klar. Programmet er stort og varieret og indeholder oplæg i plenum for alle samt en lang række spændende workshops og ekskursioner, som den enkelte deltager frit kan vælge imellem.

Programmet findes udelukkende i en elektronisk version på BL's hjemmeside, hvor man under menupunktet Almene Boligdage kan læse mere om alle aktiviteterne.

Pris
Prisen for at deltage i Almene Boligdage 2011 er 2.950 kr. Prisen dækker oplæg og ekskursioner, adgang til messe- og udstillingsområde, frokost, kaffe/kage samt festmiddag. Alle måltider er inkl. drikkevarer.

Tilmelding
Tilmeldingen til Almene Boligdage og dermed også til de enkelte valgfrie aktiviteter skal foretages af boligorganisationen. På hjemmesiden finder I en tilmeldingsblanket med valg af workshops og ekskursioner. Vi vil opfordre boligorganisationerne til at sende blanketten til de valgte og ansatte, som organisationen ønsker at invitere med til Almene Boligdage. 

BEMÆRK at blanketten er tænkt som et internt arbejdsredskab for boligorganisationen, så blanketterne skal ikke sendes til BL.

Vi åbner for tilmelding mandag den 2. maj kl. 12.00. Tilmelding sker elektronisk via BL's hjemmeside.

Der er plads til 1.400 deltagere, og deltagerne optages i den rækkefølge, vi modtager tilmelding­erne. Vi forbeholder os dog ret til at sortere i tilmeldingerne, såfremt det er nødvendigt for at sikre, at alle interesserede boligorganisationer bliver repræsenteret. Boligorga­nisationen modtager automatisk bekræftelse på tilmeldingerne.

Frist for tilmeldinger er d. 1. juli 2011.

Den enkelte deltager vil modtage et personligt program ca. 14 dage inden arrangementet starter.

Hotel
Ved tilmelding til Almene Boligdage vil der være mulighed for at bestille overnatning, idet BL har forhåndsreserveret værelser på hotellerne Bella Sky Comwell Hotel og CABINN Metro Hotel, begge beliggende i Ørestaden. Hotellerne bestilles ligeledes via den elektroniske tilmelding, når den åbner.

Åben bolig- og arkitekturudstilling
Den faglige konference vil være suppleret af et messe- og udstillingsområde, der som noget nyt vil være åben for offentligheden. Her vil gæsterne kunne besigtige almene boliger i fuld størrelse og bevæge sig rundt i en bygade med gallerier, stande, aktiviteter og underholdning. Billetter til den åbne messe kan købes af medlemmerne for 80 kr. via BL's hjemmeside fra starten af august - alternativt koster billetterne 100 kr. ved indgangen.

Vel mødt til Almene Boligdage den 2. - 3. september 2011 i Bella Center, Center Boulevard 5, 2300 København S.

Venlig hilsen 

Bent Madsen / Dorte Hjerrild

  

 

 

Søger du bolig? - Klik her