1808 - Almene Boligdage 2008 - Den gode historie

Så er programmet for Almene Boligdage 2008 klar. Ligesom i 2005 byder programmet på et fællesprogram med oplæg i plenum samt et større antal workshops og foredrag. Og endelig tilbydes også en række spændende udflugter i Odense og omegn.

Almene Boligdage finder sted d. 22. - 23. august 2008 på Odense Congress Center, Ørbækvej 350, 5220 Odense SØ.

Tilmeldingen til Almene Boligdage 2008 foregår denne gang på BLs hjemmeside. Der vil på forsiden være et link til et særligt område, hvor hele programmet kan ses, hvor materialer kan hentes, og hvor der kan foretages tilmelding af deltagerne. Alle tilmeldinger foretages af boligorganisationerne, og der vil blive åbnet for siden d. 19. maj kl. 12.00.

Her skal vælges workshops og ekskursioner, ligesom der også kan bookes hoteller i flere forskellige priskategorier.

Vi vil opfordre boligorganisationerne til at udsende programmet og den vedlagte tilmeldingsblanket til de valgte og ansatte, som organisationerne inviterer til at deltage. Den vedlagte tilmeldingsblanket og vejledning er tænkt som et internt arbejdsredskab for boligorganisationerne inden organisationerne taster dem ind på BLs hjemmeside. Blanketten skal ikke indsendes til BL.

Programmet er vedlagt, men kan også findes på BLs hjemmeside. Yderligere antal programmer kan rekvireres ved kontakt til 33 76 20 49 eller info@bl.dk.

Prisen for deltagelse i Almene Boligdage 2008 er 2350 kr. Dette dækker alle oplæg, workshops og ekskursioner samt festaften med underholdning. Endelig er der også indregnet bustransport til og fra hotellerne.

Udgiften til overnatning er derimod ikke indregnet, men skal afregnes direkte med Odense Congress Center (65 56 01 00), som står for den administrative del.

Der er maksimalt plads til 1400 deltagere og man optages i den rækkefølge, som tilmeldingerne indløber. Boligselskabernes Landsforening forbeholder sig dog ret til at sortere i tilmeldingerne, såfremt der er organisationer, som bliver forfordelt.

Spørgsmål kan rettes til Boligselskabernes Landsforening på 33 76 20 32 (Pia Boeskov), 87 33 10 65 (Birgitte Foged Christensen) eller 33 76 20 37 (Søren Thomassen).

Venlig hilsen

Gert Nielsen / Søren Thomassen

Søger du bolig? - Klik her