Søger du bolig? - Klik her

Vrede lejere på Facebook: ”Husk det, når der bliver valg”

Regeringens plan om at betale udspillet mod parallelsamfund med penge fra Landsbyggefonden har vakt vrede blandt lejerne. Over 180.000 har været i nærheden af opslagene på BL’s sociale medier, og mange har delt og skrevet vrede kommentarer.
Foto: Bax Lindhardt / Ritzau/Scanpix

”Røveri” og ”tyveri” går igen på de sociale medier, hvor vrede lejere deltager i debatten om Landsbyggefonden skal betale regeringens udspil mod parallelsamfund.

”Nallerne væk fra vores penge!!!!!!!!!!!!”, skriver Grethe Frost.

Det har skabt stor vrede på sociale medier, at regeringen planlægger at betale udspillet mod parallelsamfund med milliarder fra Landsbyggefonden.

Alene på Beboerbladets side på Facebook er artiklerne om finansieringen blevet set af over 100.000 i newsfeedet, målt på 'reach', eller rækkevidde. På Fagbladet Boligen er det over 28.000, og på BL er det 48.000, der har været i nærheden af opslagene.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det er lejerne, der skal betale for Lars Løkkes prestigeprojekt for genvalg. Der var jo ifølge ham selv og LA tilsyneladende 12 milliarder til rådighed til skattelettelser. Hvorfor stikker han så snablen ned i lejernes opsparing?” skriver Mikkel Lehnsbo i et opslag.

De er vrede over, at planen er, at det er Landsbyggefonden, med penge indbetalt af lejerne, der skal betale for problemerne med parallelsamfund.

”Imødeser, at regeringen også lægger op til at “konfiskere” boligejernes friværdier, da ghettoproblemet jo er anerkendt som et samfundsproblem, og dermed ikke kun kan være en opgave, der skal løses af den almene boligsektor, foreslår Johnny Larsen.

Af udspillet fremgår det, at Landsbyggefondens samlede renoveringsramme fra 2019 til 2026 samlet set skal være på 21 milliarder kroner. Heraf er de 12 milliarder øremærket til de udsatte områder.

Det betyder, at der kun er ni milliarder kroner til at finansiere renoveringerne i hele den øvrige almene sektor. Det rækker ikke engang til den kø til renoveringsordningen, som der er nu. Så alle renoveringer uden for de udsatte områder stopper fra 2020.

Henny Pedersen får mange likes på en kommentar om, at ”Der findes stadig lejligheder uden eget bad og toilet, som også må skyde en hvid pil efter tilskud til renovering.”

Flere frygter også, at renoveringen i deres eget område nu går i stå, selvom de har ventet i flere år.

Flere ældre og utidssvarende almene boliger, som trænger til renovering, skal nu lide under, at regeringen har forfejlet på 2 store områder, nemlig integrationsområdet og bekæmpelse af kriminalitet. Det er en skræmmende lang liste over renoveringsprojekter, som ikke kan gennemføres, og de midler, der så bliver tilbage i puljen, rækker jo ikke til mange fremtidige boligprojekter ,” Jørgen Hundsdahl.

En del appellerer til at forholde sig til det politisk.

”Husk det, når der bliver valg,” skriver Elsebeth Hansen.

”Håber da, at folk snart vågner op og lader være med at stemme på DF og andre borgerlige partier, det rammer jo dem selv, hver gang der skal spares og gives penge til velhaverne????” siger Ove Lund.

De mener, at regeringen tilgodeser husejerne.

Det er tyveri ved højlys dag. Det er mig en gåde, hvordan det kan være lovligt i en retsstat.  Men regeringen har regnet ud, at de nok ikke har så mange kernevælgere i de almene boligbyggerier, så de regner ikke med at miste stemmer på det. Men forgylde boligejerne, det kan de. Der er stemmer at hente,” skriver Sibylle Salinger.

 

Oprettet: 12. mar. 2018, Senest opdateret: 13. mar. 2018
Print Tip en ven LinkedIn Facebook Twitter RSS