Søger du bolig? - Klik her

Konference: The Future of Affordable Housing in Scandinavia

Heldagskonference om fremtiden for det almene boligbyggeri i Skandinavien i Bygningskulturens Hus.

Mandag den 14. maj 2018 afholder Copenhagen Architecture Festival en heldags-konference for fagfolk i Bygningskulturens Hus i samarbejde med NBO (Nordiske Boligorganisationer), som BL er medlem af og har formandskabet for i 2018. Fra BL er direktør Bent Madsen keynote speaker.

Under titlen ”The Future of Affordable Housing in Scandinavia” sammenlignes erfaringer og eksperimenter fra boligområder i de tre nordiske lande Danmark, Norge og Sverige. Med deres fælles historie som velfærdsstater, der har udviklet sig til mere mangfoldige samfund og hvis større byer oplever segregering, samt en stor tilflytning med medfølgende boligmangel, er de tre lande både meget ens og meget forskellige i deres måde at planlægge og gentænke boligområder på. I et dynamisk fortids-, nutids- og fremtidsperspektiv vil vi med udgangspunkt i nutidens situation, potentialer og udfordringer dels lære af fortidens erfaringer, dels præsentere visionære projekter for fremtidens boliger. 

Sverige har f.eks. med Millionprogrammet 1965 – 1974 bygget i meget større skala end i Danmark og Norge og har boligområder, der er endnu mere segregerede end i nabolandene. I Norge har de et system med ejerboliger frem for udlejning, mens vi i Danmark har den unikke model med almene boliger, der med sit beboerdemokrati før som nu vækker stor interesse og genklang i andre dele af verden. På konferencen vil vi både belyse, hvordan boligområder i efterkrigstidens Skandinavien oprindelig var tænkt som avantgarde velfærdsarkitektur og som ’social engineering,’ der som fysisk ramme om hverdagslivet påvirkede velfærdssamfundets borgeres tilværelse fra vugge til grav. Hvordan var områderne planlagt, hvad gik godt og mindre godt, hvad kan vi lære af disse erfaringer, hvordan har forskellige beboere præget dem?

Dernæst undersøges erfaringer med renovering og projekter, der på anden måde gentænker de eksisterende boligområder fra efterkrigstiden i lyset af nye idealer, beboersammensætninger og behov.

Til sidst ser vi på nye bud og eksperimenter med almene boliger, der medtænker nye behov for boliger med blandede beboersammensætninger og nye familieformer, som studieboliger, kollektive boligformer og deleøkonomier, etc. 

Keynote speaker er arkitekt, kurator og arkitekturkritiker Kieran Long (UK/SE), leder af ArkDes i Stockholm, tidligere V&A i London og David Chipperfields medkurator på Venedig-biennalen. Mød også: lektor og arkitekt Tor Lindstrand fra KTH i Stockholm, Emily Fahlén fra Tensta Konsthall i Stockholm, Arild Eriksen fra den unge Olso-tegnestue Eriksen & Skajaa, Per-Øystein Lund projektleder af 10-årige indsats i boligområdet Groruddalen fra Oslo Kommune, Bent Madsen direktør for Danmarks Almene Boliger (BL) og formand for Nordiske Boligorganisationer (NBO), Ellen Braae KU, Claus Bech-Danielsen SBI, Kjeld Vindum KADK, Michael Soja Høxbroe Urbania, Søren Rasmussen ONV Arkitekter, Ole Bech Jensen Brabrand Boligforening, Heidi Svenningsen Kajita KADK,  Sidse Martens Gudmand-Høyer (AA), . Konferencen modereres af Jesper Pagh, arkitekt.


The Future of Affordable Housing in Scandinavia

Mandag 14/5
Bygningskulturens Hus
Kl. 08:30-16:00
Køb billet via https://billetto.dk/en/e/the-future-of-affordable-housing-in-scandinavia-tickets-269953

 

Oprettet: 13. apr. 2018, Senest opdateret: 13. apr. 2018
Print Tip en ven LinkedIn Facebook Twitter RSS