Søger du bolig? - Klik her

Beboere på Nørrebro deler ting og tid på Nabobørsen.dk

Beboere på Nørrebro deler ting og tid på Nabobørsen.dk

I Guldbergsgade-kvarteret på Nørrebro i København prøver beboerne i øjeblikket kræfter med Nabobørsen.dk.

Sitet er en delebørs, hvor alt fra lektiehjælp til boremaskiner stilles til rådighed brugerne imellem.

Beboerne prøver i løbet af oktober måned delebørskonceptet af, når BL og ABF (Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation), som i fællesskab har lanceret Nabobørsen.dk, tester sitet. 

De ting, man som bruger af Nabobørsen.dk ikke selv får brugt mere end et par gange om året, kan være i høj kurs hos andre brugere.

I takt med at digitale hjemmesider og mobile apps, hvor man som bruger kan tilbyde og dele ting og tjenesteydelser, er dukket op, er begrebet deleøkonomi for mange blevet en mere eller mindre integreret del af hverdagen. Og mange ser deleøkonomien som en god mulighed for at sætte privatforbruget ned.

Ifølge forfatter og ekspert i deleøkonomi, Claus Skytte, kan deleøkonomi dog føre meget andet med sig end blot en udgift mindre på husholdningsbudgettet eller en billig ferielejlighed.

”Det handler om at gentænke, at vi sagtens kan dele med hinanden, uden at der er penge involveret. Der er jo andre valutaer som fællesskab og tillid, vi kan handle med. Kapitalformer, som opstår, når vi deler ting med hinanden. Fx at man kan bytte lån af en cykel med æg, man har fra sine høns i baggården, eller at man kan bytte en køretur med et gratis it-kursus. Og på den måde lærer vi hinanden meget bedre at kende.”

Testperioden i Guldbergsgade-kvarteret løber frem til starten af november.


Læs mere om Nabobørsen.dk 

Oprettet: 05. okt. 2016, Senest opdateret: 09. jan. 2017
Print Tip en ven LinkedIn Facebook Twitter RSS