Søger du bolig? - Klik her

Kedelige omgivelser bliver levende

Af Mads Andersen Foto: Stefan Kai Nielsen

En tunnel med lysshow. Små spotlights der kan bruges som bænke. Der er mange måder at gøre byrummet mere interaktivt.

Vi har alle sammen en forestilling om tunneler. De er mørke, kedelige og nogle føles endda utrygge. Men Andreas Lykke-Olesen, arkitekt for firmaet Kollision, forklarer på Almene Boligdage, at det ikke nødvendigvis behøver at være sådan. I Kolding har Kollision ombygget en tunnel, som ved hjælp af sensorer lyser op foran folk, når de bevæger sig igennem den.

”De fysiske omgivelser reagerer på én, og man glemmer helt, at man er i en kedelig tunnel,” siger han.

En tvungen interaktion/Lysshow
Tunnelen i Kolding er blot ét eksempel på, hvordan man med digitalisering kan gøre bymiljøer og byområder mere levende og interaktive. Når to personer passerer hinanden i tunnelen, skabes der nemlig et lille lysshow. På den måde interagerer man med sine medborgere.

”Det kan måske godt være lidt intimiderende. Men det, at man på en måde bliver tvunget til at interagere, betyder, at rummet alligevel føles mere levende,” fortæller Andreas Lykke-Olesen.

Light spots
Ud over tunnelen i Kolding har Kollision bl.a. også lavet et projekt i Aarhus, hvor der er blevet bygget nogle såkaldte ’light spots’, en række små spotlights, der også fungerer som bænke. Man kan skifte farven på lyset, lave små laser-linjer mellem dem og mere. Men selvom man kan gøre byrum mere levende ved hjælp af digitalisering, skal man ikke fjerne det, der virker, forklarer Andreas Lykke-Olesen.

”Den originale funktion skal selvfølgelig bevares. Uanset hvad, skal man f.eks. kunne sidde på en bænk. Men derfor kan man jo godt tilføje noget ekstra, der giver merværdi.”

Oprettet: 06. sep. 2014, Senest opdateret: 09. jan. 2017
Print Tip en ven LinkedIn Facebook Twitter RSS