Søger du bolig? - Klik her

BL's Dome på Bornholm

BL's Dome på Bornholm

BL's Dome - ET HUS TIL FÆLLESSKAB

BL's Dome er tegnet af Tejlgaard og Jepsen og opført af BL – Danmarks Almene Boliger i samarbejder med Bornholms Regionskommune med støtte fra Lokale og Anlægsfonden.

Domen var oprindelig en midlertidig pavillon til Folkemødet i Allinge i 2012 og 2013. Den er nu en permanent bygning, som både skal være et forsamlingshus til det årlige Folkemøde og danne ramme om udstilling, debat og kulturelle aktiviteter resten af året.

ET ARKITEKTONISK EKSPERIMENTARIUM
Domen har en karakteristisk kuppelformet arkitektur. Den geodætiske kuppel er en urform i arkitekturens historie og en form, som er særlig velegnet til at skabe en stærk følelse af intimitet og fællesskab. Her er kuppelformen opløst og trukket fra hinanden. Det skaber dynamik og opholdspladser, nicher, et stort lysindfald, udkig til havet og læfyldte udvendige terrasser.

Bygningen er opført med betonfundament, et bærende træskellet og facader i plexiglas. Domen er et byggeteknisk eksperimentarium, som ikke er afsluttet. Huset vil løbende være ramme for afprøvning af forskellige materialer og konstruktioner.

ET HUS TIL BORNHOLM
Domen er bygget af en industrielt fremstillet grundkonstruktion suppleret af lokale materialer fra Bornholm. Øen bidrager således til huset, ligesom huset bidrager til øen.

Domen kan lejes til kulturelle arrangementer ved henvendelse til Bornholms Regionskommune, Carsten Clemmensen, idraetsomraader@brk.dk eller telefon 56921750.

Oprettet: 11. sep. 2014, Senest opdateret: 16. jul. 2018
Print Tip en ven LinkedIn Facebook Twitter RSS